Skip to content

1361 – 2011

gorland-kors

Er det stadig værd at mindes et slag, der fandt sted for 650 år siden? Det mener guterne på Gotland.

Også af den årsag afholdes der middelalderuge i Visby hver den 2. uge af august. Her mødes et utal af middelalderligt udklædte “timetravellers” for at udveksle varer, erfaringer, håndværkskunst og bare sladder. For også middelalderfolket tilhører jo en særegen klub og har derfor alt: Faste mødetidspunkter, markedspladser, ritualer og meget mere. Samtidig er det naturligvis også “big business” for Visby, der i ugens anledning ruller et kæmpeprogram ud fyldt med teaterforestillinger, foredragsrækker, musik på torvet osv.

Højdepunktet er dog uden tvivl de mange små og store turneringer og “slag”, der i den samme uge udkæmpes blandt de tilrejsende riddere og bondesoldater. Og herunder ikke mindst de genopførelser af slaget om Visby, der udkæmpedes foran portene til byen for 650 år siden.

Allerede i maj 1361 var hansestaden og øens landbefolkning blevet advaret om, at ufred var på vej. Den 22. juli øjnede folkene på Karlsø da også en større flåde, der var på vej mod øen med krigsfolk ombord. Det viste sig, at der var tale om en del af Valdemar Atterdags krigsvante lejesoldater, måske 50 skibe og mellem 2500 og 4000 soldater samt et antal heste. Umiddlbart efter tændtes der bauner over hele øen for at kalde guterne til forsvar for deres ø. I de næste par dage fandt der en række træfninger sted på vejen mellem Frøjel og Visby indtil morgenen den 27. juli, hvor de to hære stod opstillet overfor hinanden. Gotlands bondehær var da trængt op i en krog med ryggen mod Visbys mure, mens Valdemar Atterdag havde rig lejlighed til at angribe fra flere sider. Formentlig havde bondehæren troet, at de kunne få ly bag Visbys mure og krigen dermed få karakter af en traditionel belejring. Men Visby borgerne åbnede ikke portene og i løbet af sommerdagen nedkæmpedes mindst 1800 bondesoldater, hvis lig man senere fandt kylet ned i en række massegrave på Solberga klosters kirkegård. Siden satte Guterne et mindekors på kirkegården, der endnu den dag i dag stå og erindrer om det blodige slag. Man regner med, at henved halvdelen af den voksne mandlige befolkning døde denne sommerdag. Efterfølgende red kongen ind i byen og brandskattede den for derefter at vende “lykkeligt hjem til sit eget med sine egen folk efter at have tvunget guld, sølv, pelsværk af forskellig art og umådelig mange andre skatte ud af byen” (Sjællandske Krønike). 

Det er svært at forestille sig, hvor rædselsvækkende øens befolkning har oplevet dette røvertogt, som Valdemar Atterdag formentlig iværksatte for at kunne betale medgiften for sin datter Ingeborg. Omkring 1350 blev øen ramt af pesten. Hvor mange, der døde ved vi ganske vist ikke, men i hvert fald nok til at guterne lod jøden Tidericus brænde på bålet som hævn for at han – som man mente – havde forpestet brøndene og derved forårsaget den store død. Men mellem 25 og 33 % er det almindelige tal, der angives. Og så – ti år efter – fulgte krigen, der tog livet af måske halvdelen af den mandlige befolkning. Intet under, at senmiddelalderens Gotland blev et fattigt og forarmet sted, der aldrig rigtig kom sig igen.

Nu vel, den slags slag har der været mange af i 1300-årenes Europa. Når slaget ved Visby i særlig grad mindes, skyldes det da også, at man de seneste 100 år har udgravet 4 af de 5 massegrave og her fundet et utal af bondesoldater, der for en stor dels vedkommende stadig var iklædt deres rustninger. I disse skeletter fandtes sporene af en overvældende brutalitet. Hvilket et  utal af sagn, viser og fortællinger bevidner om, at guterne aldrig rigtig glemte.

Middelalderugen indledes derfor også traditionelt med en mindehøjtidelighed i domkirken, efterfulgt af en procession ud til Korsbetningen, hvor der lægges kranse og hvor ofrene for denne og så mange andre krige mindes.

Men hvorfor er det så lige, at medeltidsveckan ikke afholdes i ugen omkring den 27. juli, vil den opmærksomme spørge? Svaret skal man desværre ikke lede længe efter. For som det hedder i det officielle materiale. Det gælder om at forlænge turistsæsonen!

Se den nye udstilling på Fornsalen, der viser nogle af de mange fund fra gravene.

Læs bogen om slaget ved Visby og hvorfor det endte, som det gjorde.

No comments yet

Leave a Reply

You may use basic HTML in your comments. Your email address will not be published.

Subscribe to this comment feed via RSS