I dag dukker samlingerne dog lidt efter lidt frem. Hvordan vi end vender og drejer dem fortæller de jo om kulturforskelligheder i levevis og livsform; nogle fostret af geografiske og klimatiske forhold, andre af krige og forarmelse og atter andre af påvirkning fra stadskulturen i Europas større og mindre byer. Endelig er de også et eller andet sted et spejl af folkelig samhørighed, samkvem og det modsatte: Manglende kontakt. Det bliver spændende at se, om bondekulturen får et hjørne på Nationalmuseets store udstilling om Europa, der åbner den 7. januar.

Indtil da må vi nøjes med at se, hvorledes berlinerne har grebet det an i den store nyopstilling af ”Museum Europäischer Kulturen”, der åbner i disse dage. Udstillingen har naturligvis politisk korrekt fået undertitlen: ”Kulturkontakte – Leben in Europa”. Men mon ikke også udstillingen vil vise i hvert fald en brøkdel af de 275.000 genstande fra kulturens folkehav, som museet råder over, simpelthen fordi de er morsomme og fascinerende. Og fordi tiden faktisk er til at genopdage al den kreativitet, vore forfædre og -mødre udviste.

Det vil vise sig, når museet genåbner den 9. December 2011.12.06

Museum Europäischer Kulturen – Staatliche Museen zu Berlin.
Arnimallee 25
14195 Berlin-Dahlem.

”Det grønne pilgrimsnetværk vil opfordre alle pilgrimme til at færdes på bæredygtig vis, når de betræder en pilgrimsrute og dermed formentlig får nogle af deres livs mest intense religiøse oplevelser, udtaler Martin Palmer, der er generalsekretær for organisationen ARC, Alliance of Religions and Conservation. ”Når man rejser til et helligt sted og samtidig betragter hele verden som hellig, er man en sand pilgrim”, fortsætter han.

Netværket, der består af repræsentanter for ti forskellige religiøse samfund, bl.a. jøder, kristne, muslimer, hinduer, daoister og buddhister – blev forleden officielt lanceret ved en konference i Assisi. Her besluttedes det, at netværket vil arbejde for at skabe grønne zoner omkring helligstederne, sætte solfangere op på tagene af de forskellige kirker, synagoger, templer og moskeer samt lobbye for at forbyde bilkørsel på pilgrimsruter verden over. Ligeledes forpligtede deltagerne sig på at udvikle ”grønne pilgrimsguider” for at inspirere pilgrimmene. ARC estimerer at mere end 100 mil pilgrimme hvert år begiver sig af sted mod verdens helligste steder.

Endelig handler netværket også om at inspirere religiøse samfund verden over til at udnytte deres ejendomsbesiddelser på en mere bæredygtig vis. Det anslås at 7 – 8 % af verdens jord er ejet af religiøse institutioner.

Ved lanceringen i Assisi deltog udover forskellige trossamfund repræsentanter for WWF og UNDP samt diverse politikere og ambassadører.

Læs om ARC World 

Læs mere om baggrunden

Spørgsmålet er imidlertid, hvordan man kan få fat på den slags frø, hvis man ikke lige kender nogen, der kender nogen?

Den 9. oktober – dvs. på søndag – er der alle tiders lejlighed til at trænge dybere ind i dette mysterium. Her afholder Frilandsmuseet i København nemlig “De Gamle Sorters Dag”. Her vil der blive lejlighed til at smagsprøve Per Mandrups forslag til rodsupper og andet godt.

Der vil også være mulighed for at smage på godt gammeldags rugbrød bagt af Svedjerug, ligesom kålroer, grønkål og selleri vil være på menuen. Desuden vil det være muligt at teste om man kan smage forskel på de gode gamle æblesorter, der lige nu hænger og bugner på Museets samling af gamle træer. Desuden vil der blive presset æblemost af en gammel æbleperse og være mulighed for at købe frø af gamle grøntsagssorter. Til allersidst – og ikke mindst – vil der blive bagt rigtige gammeldags æbleskiver med æblestykker indeni. Og mens børn og barnlige sjæle samler sig omkring komfuret bliver der lejlighed for de mere alvorssøgende til at gå på rundvisning i køkkenhave og bigård. Måske der også vil være smagsprøver på nyslynget, flydende honning?

Men husk altså at tage pungen med, så der er mulighed for at købe de fristende frøposer i de boder, der bliver sat op.

Alle aktiviteterne foregår ved og i Herregården fra kl. 11 – 15.30. Husk at den bedste måde ind til Herregården er at parkere ved Museets bagindgang og gå gennem Herregårdens køkkenhave. For alle andre, der vil benytte dagen til at besøge alle de andre gårde, bliver der lejlighed til at køre med hestevogn gennem museet. I dagens anledning køres der i pendulfart hver 1/2 time. Hver vej koster 20 kr.

Bagefter er der mulighed for at snuse i Museets butik og måske købe guiden til alle Frilandsmuseets haver. Den koster kun 98. Kr. Eller man kan flotte sig og købe Bogen om Det Enkle Liv af Frank Erichsen (Bonderøven). Her kan man faktisk læse om, hvordan man selv kan bygge en egen æbleperse, så nedfaldsfrugterne ikke skal gå til spilde.

Program for dagen

Frank Erichsen: Det enkle liv. Skridt på vejen til selvforsyning. Gyldendal 2011.

Else Michelsen, Inger Tholstrup og Mikkel Venborg Pedersen: Frilandsmuseets Haver. Nationalmuseets vejledninger 2006

I disse uger varmer Tyskland således op til årets store bogmesse i Frankfurt i midten af oktober. I år er det så islandsk litteratur, der er udpeget som årets æresgæst. Et af de mange highlights i den forbindelse er den spritnye oversættelse til tysk af de uforkortede sagaer – noget vi øvrigt herhjemme ikke kan forvente at få i hænderne førend i 2012. Allerede nu er første oplag af den tyske oversættelse imidlertid totalt udsolgt og forlaget, S. Fischer Verlag, arbejder på livet løs med at få næste oplag i trykken.

Et anden højdepunkt, der fremhæves, er den tyske oversættelse af Thor Vilhjalmssonsbog fra 1998, Morgunþula í stráum, tysk titel: Morgengebet. Udgivelsen har fået meget fine anmeldelser. Romanen, der er skrevet i et lyrisk og billedmættet sprog fyldt med landskaber, handler om den islandske høvdingesøn Sighvatur Sturluson, der inspireret af sin far, drømmer om kongemagten på øen. Som ung oplever han imidlertid at hans bror bliver myrdet og han indleder derfor et blodigt hævntogt mod den ansvarlige: Biskoppen af Holar. Dette tvinger ham til at søge sydover mod Rom for at få tilgivelse, så han vel hjemme kan forfølge sin drøm, der er modnet på den lange tur. Den ender dog på slagmarken i 1238 hvor han selv, hans far og flere af

Reykjaholt hvor Snurri blev dræbt 1241

hans brødre mister livet. “Nej, hans klogskab stod ikke mål med hans fordelagtige ydre”, udtaler farbroderen Snorri, der sidder gammel og grå efter selv at have fejdet med sin bror og brorsøn. Denne Snorri er naturligvis den store Snorri Sturluson, forfatter til Eddaen og Heimskringla. Uden hans fabelagtige fortælleglæde havde vi – uanset hvordan man i øvrigt tolker hans værker som historieskrivning – vidst umådeligt meget mindre om den tid, Islændigesagaerne blev nedskrevet.

Til oversættelsen af “Morgunþula“ føjer sig en anden betydningsfuld oversættelse af den nyeste biografi af Snorri, skrevet gennem mange år af Óskar Guðmundsson, og som udkom på islandsk sidste år. Biografiens titel er Snorri Sturluson – Homer des Nordens. Eine Biographie. Aus dem Isländischen übersetzt v. Jucknies, Regina. Mit einem Vorwort v. Simek, Rudolf. (Böhlau, Köln 2011).

Endnu er denne biografi ikke oversat til dansk. Det er derimod Vilhjalmssons roman. På dansk har den titlen “Morgenvise i græsset” (Vindrose 2010). Bogen er mesterligt oversat af Erik Skyum-Nielsen, der formår at få landskabets forvitringer til at flyde sammen med de ordknappe personskildringer på en måde, så det er muligt at føle sig tilbage på øen. Læs bogen og rejs deroppe.

Gragasar

Selvom det måske ikke er med Vilhjalmsson som inspiration, men derimod sagaerne, er det et råd som stadig flere følger. (Faktisk rapporterer Islands turistindustri om rekordmange besøgende i 2011). Én af dem er Emily Lethbridge fra Cambridge University, der har sat sig for at rejse på Island i et år for at opsøge alle de steder, der omtales i Islændingesagerne. Hensigten er at skrive en bog om sagaernes betydning i nutidens Island. For få dage siden har CUP lagt en lille video ud på Vimeo - Memories of Old Awake - hvor vi kan følge i fodsporene på Emily mens hun fortæller om Gísli Súrsson, der i følge sagaen kom til Island i ca. 950 og endte med at blive dømt fredløs, fordi han myrdede sin svoger. Videoen giver et eksempel på forskerens arbejdsmetode, samtidig med at den giver os et åndeløst smukt billede af de dramatiske landskaber, vi forbinder med øen.

I øvrigt passer dette billede vældig fint til det Island, der i disse måneder er ved at dykke op af den økonomiske dis. I netop denne måned har IMF aflagt den sidste rapport og heri angivet forventninger om, at øen vil opleve vækst på mellem 2 og 3 % i det næste år. Dog afhængigt af hvilken krise, der i øvrigt breder sig i resten af verden. Uanset hvad hører man ikke længere om de store og vilde champagneparties i Reykjavik. Til gengæld har islændingene grebet ideen om nordisk mad med kyshånd. I de seneste par år har man set alle mulige havedyrkere eksperimentere med nye sorter, der kan tåle klimaet. I dag er det derfor ikke helt sjældent at se islændinge, der dyrker jordbær, hindbær, æbler – ja selv pærer. Ligesom øen tilsyneladende er blevet selvforsynende med byg på det seneste. Endelig ser det nu ud til at øens udestående med England vil blive løst via en retssag – og derfor formentlig vil ende med et kompromis. Så verden kan komme videre.

Alt i alt: Lige nu er det ikke en dårlig idé at besøge Sagaøen, dersom man vil opleve hvordan verden kommer til at se ud de næste par år. Vil man vide mere er der desuden rigtig god grund til at slå et slag forbi det Store Nationalmuseum i Reykjavik ligesom Kulturhuset også er et besøg værd. Her opbevares nemlig de islandske håndskrifter. I hvert fald dem, der pt. ikke er udlånt til en stor udstilling i Frankfurt i disse måneder.

Læs også: Herman Schwartz: Iceland in the Kreppa: Leveraging, Corruption and the Power of Finance. In: Governance, vol 24, 1: p 177 -182. January 2011.

Luther i Erfurt
Luthers første møde med Erfurt fandt formentlig sted i 1501, da han blev indskrevet på universitetet dér. Nogle regner med, at han boede i den såkaldte Georgenburse, mens andre er af den opfattelse, at han var indforskrevet i det såkaldte Amplonianum, hvor der fandtes et meget berømt bibliotek doneret af kollegiets stifter: Amplonius de Fago. Biblioteket rummede dengang 633 bind, heriblandt flere håndskrifter med tekster af Augustinus. Endnu i dag udgør de en samlet kerne i Erfurts Universitetsbibliotek. Hverken Georgenbursen eller Amplonianum eksisterer dog længere i den form, som Luther kendte dem i. Et andet af de middelalderlige kollegier i Erfurt kan dog stadig tages i øjesyn, nemlig Bursa Pauperum, der ligger smukt og hælder ud over floden Gera, der løber igennem byen.

I 1505 befandt Luther sig imidlertid som bekendt i et sindsoprivende tordenvejr et stykke fra byen. Mens lynene for rundt om ham lovede han livræd St. Anna at gå i kloster. Han valgte her augustinereremitterne i Augustinerklosteret, der dengang som nu ligger umiddelbart på den anden side af floden i byens nordvestlige hjørne. Her tilbragte han de næste 5 år med at studere teologi indtil han efter en rejse til Rom i 1510 blev forsat til Wittenberg som universitetslærer.

I dag fungerer klosteret som refugium, mødested og museum. Der findes en lille men interessant udstilling om Luthers bibelstudier i det tidligere refektorium. Selve kirken, klosteret og klosterrundgangen kan også besøges. Selvom bygningerne blev stærkt ødelagte under 2. verdenskrig er de i dag restaureret, så de fremstår som på Luthers tid. Senest er biblioteket genopbygget og byder indenfor.

Paven i Erfurt
Fredag den 23. september ankommer Paven nu til dette augustinerkloster for at mødes med et nøje udvalgt gruppe af fremtrædende medlemmer af EKD (Evangelische Kirche Deutschland). I gruppen findes såvel læge som lærde ligesom 12 ud af de 20 delegerede er kvinder. Her er der programsat en “samtale” i klostrets kapitelsal, hvortil er afsat 1/2 time. Efterfølgende fejres en økumenisk gudstjeneste i klosterkirken.

Det fremgår af de officielle pressemeddelelser, at EKD håber på, at den økumeniske samtale bevæger sig, således at der løses op for mindst to anstødsstene. Mere konkret drejer det sig om protestanter, der afvises som faddere ved katolske dåbshandlinger, ligesom det er en udfordring, at “blandede” ægtepar ikke sammen kan deltage ved katolsk messefejring. Endelig håber man, at samtalen kan give en antydning af, at den katolske kirke vil begynde at værdsætte Luther som en betydningsfuld teolog og ikke blot som kætter. Ligeledes anses for ønskeligt at Paven vil tage initiativ til at anerkende de evangelisk luterske kirker som andet end kirkesamfund, således som de blev betegnet i dokumentetDominus Iesus.

Store udfordringer
For begge kirker gælder det dog, at udfordringerne ikke så meget består i de gensidige uoverenstemmelser, men derimod i det forhold, at eksempelvis kun 1/5 af byen Erfurts indbyggere overhoved taget er medlemmer af en kirke. Og at frafaldet fra den katolske kirke i de seneste år endda har været større end i den protestantiske. Det sidste antages almindeligvis at hænge sammen med tilstedeværelsen af en stærk reformivrig fløj i den tyske katolske kirke. Her har man siden det andet vatikanerkoncil 1962 – 65 arbejdet for ordination af kvindelige præster, opgivelsen af cølibatstanken og indførelsen af en ny national synodalstruktur. Det er dog velkendt, at den nuværende pave – også kaldet Pappa Tedesco eller Guds rotweiler – ikke har sympati for disse anliggender. Der forventes da også store demonstrationer. Alene i Erfurt er to store opløb mod Paven anmeldt til politiet. Motto for demonstrationerne er “Heidenspass statt Höllenangst” – “hellere hedningesjov end helvedesangst”.

Berlin
Specielt i Berlin forventes det dog at stemningen bliver hidsig. Her har den tyske regering nemlig indbudt Paven til at holde en tale i den tyske Bundestag. Det har fået en gruppe af venstreorienterede og grønne politikere til at meddele, at de ikke agter at være tilstede ved begivenheden. For at dække herover har parlamentets formandsgruppe bestemt at medarbejdere i huset får lejlighed til at indtage de tomme stole. Om torsdagen er der desuden annonceret en demonstration i byen, hvor over 60 grupperinger er gået sammen for at demonstrere mod “den menneskefjendske familie- og kønspolitik”.

I lyset heraf er det ikke mærkeligt, at pavebesøget imødeses med nogen ængstelse blandt det katolske klierasi i Tyskland. For hvad nu hvis det hele ender i et nyt skisma?

Om Pavens besøg i tidsskriftet Cicero

EKD om pavebesøgets betydning

Augustinerklosteret

Amplonianum

Gå i Luthers fodspor i Erfurt

Det sker ved en festgudstjeneste hvor såvel biskoppen som domprovsten deltager, ligesom den katolske biskop i Danmark og den  katolske ærkebiskop fra Szczecin er til stede. Efterfølgende markeres begivenheden desuden med en byvandring. Iniativtageren er i øvrigt en polsk præst i den katolske kirke i Haderslev, der er blevet optaget af historien om denne helgen, der indtil nu aldrig fik fuld status. Men hvad nu, hvis Harald Blåtand faktisk blev begravet i Jelling?

Ganske vist er det korrekt, at det hos Adam af Bremen (1040 – 1081) hedder, at “hans lig blev af hæren transporteret til hans hjemstavn, hvor det blev begravet i Roscald by i den kirke, han selv havde ladet opføre til ære for den hellige Treenighed.”

Det er naturligvis muligt, at det gik for sig, som her står skrevet. Langt mere sandsynligt er det dog, at historien blev sammenflikket af Adam, for at få Harald Blåtand helgenkåret; her hjalp det naturligvis ikke, at han – hvis han virkelig blev ført hjem – formentlig blev ført til Jelling for at begraves dér; en by, der på det tidspunkt, hvor Adam skrev, havde tabt enhver kirkelig og national betydning.

Til gengæld var det mere opportunt at pege på Roskilde, der på det tidspunkt, da Adam skrev, dannede rammen for Svend Estridsøns grandiose kirkebyggeri. Svend Estridsøn var som bekendt oldebarn af Harald Blåtand og desuden genstand for et ganske omfattende fedteri fra Adam af Bremens side. Sandsynligt er det derfor, at Adam “overtog” skildringen af Svend Tveskægs hjemførsel fra England til Danmark, der er ganske nøje beskrevet i en kilde fra ca 1040. Heri hedder det at Svend, da han døde i England, selv bad om at blive overført til Danmark eftersom han “var hadet af befolkningen (i England), fordi han havde invaderet deres kongedømme.” Ifølge kilderne skete dette også og han blev ført til et kloster, indviet til den hellige Treenighed og begravet der! (I øvrigt formentlig i Lund.) Det ser således ud til, at Adam i hele denne sag var lidt for ivrig med kalkerpapiret.

Nu fortaber det sig naturligvis i tågerne, hvad der virkelig skete med Harald Blåtand. Det sidste vi hører om fra samatidige kilder er, at han i 983 gjorde fællessag med abodritterfyrsten Mistivoj og genindtog Sydslesvig og Hedeby. Lidt senere kilder beretter om den borgerkrig, som udbrød da hans søn Svend Tveskæg i 985 til 86 gjorde oprør mod ham. Helt usandsynligt er det derfor ikke, at han efter at være såret i opgøret med sønnen Svend Tveskæg, faktisk flygtede til Nordtyskland. Dog næppe til Jomsborg (Jumna), som Adam påstår; mere sandsynligt er det, at han søgte ly hos abodritterfyrsten i Oldenburg, der udover at være hans svigerfar altså også var hans nære kampfælle i krigen mod tyskerne. (I øvrigt er det pudsigt, at man ikke præcist kender placeringen af Jomsborg, skønt initiativtagerne til mindegudstjenesten frejdigt har placeret byen i ærkedømmet Szczecin. )

Og helt usandsynligt er det desuden heller ikke, at han efter at være død, som skik var, fik sine ben afkogt i vin, blev pakket i et stykke gyldentøj, omsvøbt med sit bælte og derefter ført til Jelling for at blive begravet dér under kirkegulvet i den første kirke. Det skelet, som i dag er genbegravet under gulvet i Jelling kirke som Gorm den Gamle, udviser nemlig en række karaktertræk, der gør det sandsynligt, at der er tale om en person, som nogen har ønsket at helgenkåre. Dels manglede der en række skeletdele ved selve udgravningen, dels fandt man et lårben, som nogen havde skåret en flis af efter at døden var indtruffet. Er det mon sporene af en tidlig helgenkult?

Når skelettet i sin tid blev identificeret som Gorm den Gamle skyldtes det da også primært ønsket om at forklare, at man aldrig har fundet skeletdele i Nordhøjen, fra gammel tid af kaldet Thyras høj. Men den har man jo altså gravet i så mange gange at tilstedeværelsen af de manglende lig og det ødelagte gravudstyr ikke bør undre.

Desværre er skelettet som bekendt genbegravet under gulvet i Jelling. Det er naturligvis al ære værd, at vi således værner om gravfreden. På den anden side er det altså også lidt ærgeligt. Allerede siden 1980erne er man nemlig som bekendt blevet dygtigere til at lave DNA-undersøgelser, målinger af strontium isotop og meget andet. Det ville være sjovt at vide mere om manden dér.

Alt i alt må man nok sige, at arrangementet i Roskilde bygger på et noget løst grundlag. Men hertil kommer så også spørgsmålet om, hvad for et slags menneske Harald Blåtand i øvrigt var? Var han oprigtig optaget af det kristne evangelium? Eller betød det, at han “gjorde danerne kristne” bare at han støttede op om kirken som institution? Også om disse sager kan vi ikke meget andet end gisne.

Læs om mindehøjtideligheden  for Harald Blåtand i Roskilde her.

Læs i øvrigt meget mere her:
Niels Lund: Harald Blåtands død. Roskilde Museums forlag 1998.
Staecker, Jörn: The Concepts of imitatio et translatio: Perceptions of a Viking-Age Past. In.: Norwegian Archaeological Review vol 38, nr. 2, pp. 3 – 28
Krogh, Knud. J: Gåden om Kong Gorms Grav. Poul Kristensens Forlag 1993.
Niels Lund: A Saint Very Nearly Made by Adam of Bremen. In: Jesch, Judith (ed): The Scandinavians. From the Vendel period to the Tenth Century. Boydell 2002.

Også af den årsag afholdes der middelalderuge i Visby hver den 2. uge af august. Her mødes et utal af middelalderligt udklædte “timetravellers” for at udveksle varer, erfaringer, håndværkskunst og bare sladder. For også middelalderfolket tilhører jo en særegen klub og har derfor alt: Faste mødetidspunkter, markedspladser, ritualer og meget mere. Samtidig er det naturligvis også “big business” for Visby, der i ugens anledning ruller et kæmpeprogram ud fyldt med teaterforestillinger, foredragsrækker, musik på torvet osv.

Højdepunktet er dog uden tvivl de mange små og store turneringer og “slag”, der i den samme uge udkæmpes blandt de tilrejsende riddere og bondesoldater. Og herunder ikke mindst de genopførelser af slaget om Visby, der udkæmpedes foran portene til byen for 650 år siden.

Allerede i maj 1361 var hansestaden og øens landbefolkning blevet advaret om, at ufred var på vej. Den 22. juli øjnede folkene på Karlsø da også en større flåde, der var på vej mod øen med krigsfolk ombord. Det viste sig, at der var tale om en del af Valdemar Atterdags krigsvante lejesoldater, måske 50 skibe og mellem 2500 og 4000 soldater samt et antal heste. Umiddlbart efter tændtes der bauner over hele øen for at kalde guterne til forsvar for deres ø. I de næste par dage fandt der en række træfninger sted på vejen mellem Frøjel og Visby indtil morgenen den 27. juli, hvor de to hære stod opstillet overfor hinanden. Gotlands bondehær var da trængt op i en krog med ryggen mod Visbys mure, mens Valdemar Atterdag havde rig lejlighed til at angribe fra flere sider. Formentlig havde bondehæren troet, at de kunne få ly bag Visbys mure og krigen dermed få karakter af en traditionel belejring. Men Visby borgerne åbnede ikke portene og i løbet af sommerdagen nedkæmpedes mindst 1800 bondesoldater, hvis lig man senere fandt kylet ned i en række massegrave på Solberga klosters kirkegård. Siden satte Guterne et mindekors på kirkegården, der endnu den dag i dag stå og erindrer om det blodige slag. Man regner med, at henved halvdelen af den voksne mandlige befolkning døde denne sommerdag. Efterfølgende red kongen ind i byen og brandskattede den for derefter at vende “lykkeligt hjem til sit eget med sine egen folk efter at have tvunget guld, sølv, pelsværk af forskellig art og umådelig mange andre skatte ud af byen” (Sjællandske Krønike). 

Det er svært at forestille sig, hvor rædselsvækkende øens befolkning har oplevet dette røvertogt, som Valdemar Atterdag formentlig iværksatte for at kunne betale medgiften for sin datter Ingeborg. Omkring 1350 blev øen ramt af pesten. Hvor mange, der døde ved vi ganske vist ikke, men i hvert fald nok til at guterne lod jøden Tidericus brænde på bålet som hævn for at han – som man mente – havde forpestet brøndene og derved forårsaget den store død. Men mellem 25 og 33 % er det almindelige tal, der angives. Og så – ti år efter – fulgte krigen, der tog livet af måske halvdelen af den mandlige befolkning. Intet under, at senmiddelalderens Gotland blev et fattigt og forarmet sted, der aldrig rigtig kom sig igen.

Nu vel, den slags slag har der været mange af i 1300-årenes Europa. Når slaget ved Visby i særlig grad mindes, skyldes det da også, at man de seneste 100 år har udgravet 4 af de 5 massegrave og her fundet et utal af bondesoldater, der for en stor dels vedkommende stadig var iklædt deres rustninger. I disse skeletter fandtes sporene af en overvældende brutalitet. Hvilket et  utal af sagn, viser og fortællinger bevidner om, at guterne aldrig rigtig glemte.

Middelalderugen indledes derfor også traditionelt med en mindehøjtidelighed i domkirken, efterfulgt af en procession ud til Korsbetningen, hvor der lægges kranse og hvor ofrene for denne og så mange andre krige mindes.

Men hvorfor er det så lige, at medeltidsveckan ikke afholdes i ugen omkring den 27. juli, vil den opmærksomme spørge? Svaret skal man desværre ikke lede længe efter. For som det hedder i det officielle materiale. Det gælder om at forlænge turistsæsonen!

Se den nye udstilling på Fornsalen, der viser nogle af de mange fund fra gravene.

Læs bogen om slaget ved Visby og hvorfor det endte, som det gjorde.

Måske er der nemlig en rigtig god forklaring på, at tyskerne er lidt ekstra “prikne” over hele sagen og derfor har haft held med at sætte sagen på den europæiske dagsorden. Og måske bør vi faktisk reflektere mere over den sag. Om nogen ved tyskerne jo hvad det vil sige at leve med en grænse – i landskabet og i sjælen. Trods alt er det kun 22 år siden at en af verdens mest forfærdelige grænser blev sløjfet. Grænsen mellem DDR og Bundesrepublikken.

I hvert fald betragter tyskerne denne grænseproblematik så alvorligt, at de faktisk har lavet et museum, der skal dokumentere livet omkring grænsen, så alle lidelserne ikke skal gå i glemmebogen.

Museet “Grenzhaus” ligger ved Schlagsdorf og er oprettet af en lokal forening, der arbejder for at vedligeholde et fysisk mindesmærke, der kan dokumentere grænsens karakter, herunder de mange landsbyer, der tvangsmæssigt blev revet ned, så det østtyske grænsepoliti kunne overvåge grænsen og frit skyde på grænsegængerne, hvoraf over mere end 1000 døde. Samtidig har foreningen længe arbejdet med at indsamle erindringsstof fra de mennesker, der levede i det særligt overvågede grænseområde.

Ti år efter oprettelsen er det nu lykkedes at få stillet € 1 million til rådighed for museets udbygning og professionalisering. I løbet af de næste to år er det i følge den daglige leder hensigten at få rydtet op og gjort historien mere repræsentativ for hele grænseregionen og ikke kun Schlagsdorf. Samtidig er det hensigten at sætte skilte op på både engelsk og tysk, således at museet bliver bedre til at informere de mange besøgende, der faktisk allerede nu kommer i kraft af museets beliggenhed lige ved det såkaldte “Grønne bånd”. Med det “grønne bånd” forstår tyskerne det tidligere ingenmandsland mellem de to “Tysklande”. Det er i dag er udlagt til en vild oplevelse for alle vandrere og cyklister med mod på at pakke rygsækken og gå på opdagelse.

Selv har vi i øvrigt vores eget grænsemuseum, der minder om den tid, hvor tyskerne ikke skød på hinanden, men derimod skød på os, når vi forsøgte at løbe over ved Kongeåen. I min barndom hørte det stadig med til god opdragelse at komme på sommertur til Skamlingsbanken og Skibelund Krat for at høre historien om hvad en grænse kan gøre ved folk og deres livsudfoldelse. Sådan er det imidlertid ikke længere. Nu er udflugtsmålet Dybbøl Mølle og drømmen om et Danmark til Ejderen, der er sat på dagsordenen.

Måske skulle vi i stedet arbejde for at få anlagt en vandresti langs den dansk tyske grænse? Således som der allerede findes langs den gamle grænse. Og måske skulle vi genoplive møderne ved Skamlingsbanken for at skabe en national fejring af retten til samkvem med “de andre” – sydslesvigere, tyskere såvelsom europæere.

Læs om det “Grønne bånd”

Læs om Grenzhaus Schlagdorf

Læs om Genforeningsmuseet

Og så er der lige et link til endnu et grænsemuseum i Mödlareuth

Også i England - Meerseyside - har de et museum for grænsekontrol – her handler det nu mest om smuglerier.

Eller hvad med at cykle langs den romerske “limes”

Ind og ud af de mange fjorde har skibet, MS Nord-Norge, snoet sig, mens folk i stigende grad har fulgt med på rejsen via deres fladskærme.Det endte med at over 2,5 mio. nordmænd fulgte den sidste udsendelse i weekenden, hvor  skibet sejlede ud og ind af Troldfjorden ved Lofoten oplyst af midnatssolen.

I følge Norsk TV er der tale om verdens længste dokumentar, der så oven i købet endte med at blive til en ren folkefest, fordi folk strømmede ud til kysten for at vinke til skibet, ligesom skibet blev fulgt på vej af utallige større og mindre både. Selv det norske kongeskib var på visit.

Men hvad kan man ellers vente af et folk, der oprindeligt er opkaldt efter den vej, de fra arilds tid af har færdedes af, nemlig “Nord-vejen” = Norway.

Se udsendelsen her

I lyset heraf har Augustinus fonden bevilget 10 mio. kroner til at restaurere bygningen indvendigt, så den kan blive bragt tilbage til sit oprindelige udseende.

Slottet blev bygget til Kong Christian den 6. i 1734 -36 som jagtslot af Lauritz de Thura og blev invendigt udsmykket på fornemste vis med en overdådig indre dekoration med malerier og spejle. Samtidig blev slottet udstyret med en bordelevator, der indebar at kongen kunne få sit taffel hejst op i beleetagen uden at tjenestefolk skulle forstyrre “ensomheden” = eremitagen.

Slottet står til rådighed for Kongehusets jagtmiddage og er derfor sjældent åbent for offentligheden; det forventes dog, at den nu forestående restaurering vil indebære at publikum får forøget adgang.

Mens vi venter, kan vi så finde et par bøger frem, der kan inspirere os til at drømme om livet i 1730‘erne. En af dem er Prins Henriks barokke kogebog “Helt Magnifique”, hvor bl.a. findes opskriften på et vildtfad – Panoplie de venaison. På fadet arrangeres såvel en stegt dyrekølle som en dyreryg garneret med  ribsgele og rysteribs. Og netop nu er der jo ribs i mængder ude i de flestes haver.

Opskrifter

Ribsgeléen laves ved at koge et kilo ribs i 1 dl. vand og 1 dl. sød hvidvin (muscatel). Saften siges fra, opmåles og opkoges sagte med sukker under svag omrøring. Der svarer et kilo sukker til en liter saft. Saften tages af gryden, når geléen stivner på skeen – ca. efter 5 – 8 minutters kogning. Geléen hældes i en firkantet bageform, stivner til næste dag og kan derefter udskæres i små terninger og serveres på vildtfadet.

Til fadet hører også det, der i bogen kaldes rysteribs, men som snarere er sukkersyltede ribs. Rå ribs vendes her i sukker og trækker i en times tid. Herefter dyppes de i æggehvide, drysses med sukker og får lov til at tørre.

Jagtfadet serveres med gulerødsmos, braiserede hele fennikel og majroer.

Prins Henrik og Barbera Zalewski: Helt Magnifique! Franske kokke ved det danske hof. Forlaget Nostra 2007.

Læs om restaureringsprojektet på Naturstyrelsens hjemmeside

I hvert fald ved vi nu – takket være et langvarigt projekt ved Ribe Vikingecenter – at skjorten repræsenterede en meget betydningsfuld værdi. I 2010 besluttede centeret nemlig i samarbejde med Syddansk Universitet at så hørren, behandle den, spinde tråden, væve lærredet og sy skjorten, for på den måde at beregne hvor meget tid, der kunne gå med at lave en sådan skjorte. Selvom folkene bag har gjort sig megen umage med at beskrive de mange fejlkilder og selvom de i rapporten understreger, at projektet ikke blev gennemført fra jord til krop med den samme hør, er resultatet alligevel meget spændende.

Alt i alt viste det sig nemlig, at der til forsøget skulle investeres ca. 350 timers arbejde fra såning og til den færdige skjorte forelå. Eller med andre ord en arbejdsindsats på ca. 50 dage. Selvom det nok må antages, at selve lærredet har været vævet på en liggende væv, hvorfor selve vævearbejdet har været mindre arbejdskrævende end i forsøget her, er der dog ikke tvivl om, at skjorten – da den endte i stolpehullet – repræsenterede en ganske væsentlig værdi for ejermanden. Den største arbejdstid repræsenterede nemlig de 188 timer, der medgik til at spinde tråden. Det er ikke uden grund, at kvindesiden i en genealogisk fremstilling kaldtes spindesiden, mens mændenes kaldtes sværdsiden. Så var det ligesom på plads.

Læs hele den spændende rapport her

Se en rekonstruktion af skjorten her

Inspireret af Realdanias kampagne ”Genanvend Gården” besluttede de nuværende ejere, Ruth og Christian Lorenzen, for nogle år siden for egne midler at igangsætte en gennemgribende restaurering af det gamle stuehus og efterfølgende tilbyde Bed and Breakfast i tre dobbeltværelser i huset.Projektet blev en stor succes. Der er siden udvidet med to dobbeltværelser, og der tilbydes nu aktiviteter som højskoledage, foredrag med smagsprøver på Det Sønderjyske Kaffebord og andre sønderjyske egnsretter produceret af lokale råvarer. Desuden tilbydes guidede ture i lokalområdet ligesom stalden lejes ud til bæredygtige aktiviteter med udspring i lokal kulturhistorie, natur, kunst, myter og mad.

Alt dette har fundet plads i den renoverede staldbygning, hvortil Realdania har bidraget med et tilskud på 1, 4 mio. kr. Den gamle kostald kan rumme ca. 75 pers. På sigt er det dog også planen at renovere højremsladen og på den måde give rum for madteater – hva det så er ? – samt tema-arrangementer, seminarer, konferencer, foreningsarrangementer, firmaarrangementer, kunstudstillinger, Vadehavs- og marskmesse. Endelig er det også hensigten at udleje til private arrangementer såsom bryllupper og andre familiefester. Senest har gården dannet rammen om en del af de arranagementer, der var organiseret i forbindelse med årets lammefestival.

”Visionen har været at genskabe og fritlægge den oprindelige gård og anvende den til nye formål, som skal være økonomisk bæredygtige, gavne lokalsamfundet samt give besøgende nye spændende oplevelser. Det har været en hård proces, men nu, hvor vi ser det færdige resultat, glæder vi os til at vise det frem for alle vores besøgende,” siger Christian Lorenzen.

Realdania har støttet projektet med 1,4 mio. kr.

Læs mere om projektet ”Genanvend Gården” på Realdanias hjemmeside.

Det er et herligt spørgsmål som umiddelbart skulle forekomme vor tid fuldstændig overflødigt at stille. For hvem ved deres fulde fem ville dog finde på at interessere sig for et kongeligt ægteskab indgået i en fjern og ligegyldig fortid.

Pointen er imidlertid, at svaret på det spørgsmål (og meget andet) har historikeren Kurt Villads Jensen jagtet i over 25 år. Og med rigtig god grund viser det sig nu, hvor hans disputats foreligger.

Gipsafstøbning af Dronning Berengaria © Christian Sand

Svaret er, at såvel Portugal som Danmark på samme tid var massivt engagerede i det korstog, som Paven hjulpet på vej af kirkens højeste teologiske ekspertise etablerede som den kulturelle orientering i perioden fra 1000 – 1250 og som i form af en bred understrøm gennemsyrede datidens religiøsitet, kultur og kunst. Naturligvis var de to kongedømmer ikke unikke heri. Men udover den almene berøringsflade med den almene europæiske korstogs-kultur indtog de to lande en særlig position som perifere grænseegne umiddelbart vendt mod hver sin vilde og hedenske” udmark – henholdsvis muslimerne og venderne. Og det var jo også korstog at bekæmpe dem.

De to kongedømmer delte således ikke kun en overgribende fælles kultur, men var også anbragt i et europæisk skæbnefællesskab, der dikterede en omfattende udveksling af alt fra ideer til prinsesser. Det er i påvisningen heraf at dansk historieskrivning en gang for alle rives ud af sin sublime selvforståelse som guardianen af ”nationens historie”. For hvad er det lige, når datidens mennesker først og fremmest tænkte sig selv som kristne korsdragere vendt mod den barbariske omverden af hedninge – om de så huserede i den sydlige del af den iberiske halvø eller på Rügen sønden om sydhavsøerne?

Det er en fantastisk bog af mange forskellige årsager. For det første river den som sagt danmarkshistorien ud af sin tornerosesøvn. Og det er godt. Men herudover er den også fyldt med en kærlighed til detaljen, der genskaber respekten for andet og mere end de store og vidtløftige teoretiske luftkasteller, der i mangt og meget har ligget som en kvalm dyne henover dansk historieforskning de sidste 40 til 50 år. Tværtom får vi her en historie fortalt, der er spændende, velillustreret og dertil velskrevet. Der er tale om et stort væk om korstogstanken i Danmark og Portugal, men samtidig også en bog, der genopdager den fortællende historieskrivning på en ny måde.

Køb den, læs den og nyd den. Det gøres ikke meget bedre.

Kurt Villads Jensen: Korstog ved verdens yderste rand. Danmark og Portugal ca. 1000 – 1250. Syddansk Universitetsforlag 2011.

Dronning Berengarias fletning © Cristian Sand

PS: Man plejer at kunne tage til Ringsted og se en afstøbning af Berengarias hovedskal og hendes falmede fletning i en montre i et af St. Bendts sideapsider. For tiden er de imidlertid bortfjernet. Skyldes det mon, at ”hun” skal rekonstrueres, sådan som det senest er sket med Svend Estridssøn?

Hovedpointen i den lille  artikel er nu, at Anselm – dersom han have spist rå sild – måtte have fået det serveret af vikingernes efterkommere enten i Normandiet eller senere England. Det pudsige med den historie er imidlertid, at vikingerne snarere havde tradition for at vindtørre eller nedgrave end salte deres fisk. Med mindre altså de var bosatte i marskegnene og længere sydpå, hvor der helt tilbage til oldtiden var tradition for at udvinde ”sort salt”. Så hvis det var rå fisk, Anselm i et svagt øjeblik havde nydt, var der vel tale om, at han havde fået det serveret i en af de små fiskerbyer eller havnebyer på enten nord- eller sydsiden af den engelske kanal.

Marineret sild har der dog næppe været tale om. Marinering i betydningen “sukker og eddike-syltet” var nemlig på det tidspunkt endnu ikke i almindelig brug i Nordeuropa. Derimod har der vel været tale om, at Anselm kan have nydt ”rå sild” således som man stadig kan købe dem på havnen i Amsterdam. Dvs. friske sildefileter, der har ligget i saltlage i 1 – 2 døgn og som derefter er skyllet let under en hane og spises som ”hapser” med en snaps til. Hvilket selvfølgelig præcis var den form for ”sushi” sild, som formentlig har været almindelig spise langs hele vadehavet helt tilbage til stenalderen. Oprindeligt bare spist helt rå og saltet af havvandet. Senere saltet med hjemmelavet sydesalt og endnu senere – i min barndom – hvor vi fik ”rå sild” saltet i et døgn og serveret med nye kartofler til. Var der nogen tilbage blev de først derefter marineret, dvs. lagt i en eddike, sukker og sherry marinade.

Men måske skyldes forvirringen her, at man på engelsk skelner mellem ”marinated” og ”pickled”, hvor ”marinated” nemlig betyder ”lagt i afdampet saltvand”, mens ”pickled” betyder ”syltet” og har en noget senere historie. Denne skelnen har vi ikke på dansk, hvorfor ”Skalk” måske har taget fejl, da artiklen blev oversat fra engelsk (Forfatteren Sally Vaughn er professor i middelalderstudier ved Houston University”).

Så som de siger på italiensk, hvor Anselm oprindeligt kom fra – E una bella storia ma non e vera!

Læs artiklen i det nyeste nummer af Skalk (juni 2011)og døm selv. Og husk så også at læse de andre og måske  lidt mere velresearchede historier om prægtigt ringguld og vikingernes bosættelse i England. Især den sidste historie er værd at læse, fordi den fortæller om de forskelligartede fundprofiler, der afstedkommes af de forskellige landes regler omkring brugen af metaldetektorer.  Og her på videnskab.dk  kan man i øvrigt læse en enkelt artikel, nemlig om ”Hvad dragten gemte”.

Opskrift

”Rå sild” efter en opskrift, som min morfar samlede op på kajen i Rotterdam i 30erne: Man tager et pund optøede friske sildefileter, der har været dybfrosne i 48 timer,  blander 1 dl. salt og 1. dl. sukker og gnider dem hermed og lader dem ligge i køleskabet i et døgn. Herefter skylles de let under rindende koldt vand, hvorefter skindet nemt kan trækkes af. Kartoflerne serveres på et fad med rigelig frisk dild strøet henover og med nye kartofler til.

NB: Husk at nedfryse sildene, da det dræber parasitter, fiskeorm osv.