Helgenkåring i utide
Roskilde fejrer 1025 års dag for Harald Blåtands død.
Det sker ved en festgudstjeneste hvor såvel biskoppen som domprovsten deltager, ligesom den katolske biskop i Danmark og den katolske ærkebiskop fra Szczecin er til stede. Efterfølgende markeres begivenheden desuden med en byvandring. Iniativtageren er i øvrigt en polsk præst i den katolske kirke i Haderslev, der er blevet optaget af historien om denne helgen, der indtil nu aldrig fik fuld status. Men hvad nu, hvis Harald Blåtand faktisk blev begravet i Jelling?
Ganske vist er det korrekt, at det hos Adam af Bremen (1040 – 1081) hedder, at “hans lig blev af hæren transporteret til hans hjemstavn, hvor det blev begravet i Roscald by i den kirke, han selv havde ladet opføre til ære for den hellige Treenighed.”
Det er naturligvis muligt, at det gik for sig, som her står skrevet. Langt mere sandsynligt er det dog, at historien blev sammenflikket af Adam, for at få Harald Blåtand helgenkåret; her hjalp det naturligvis ikke, at han – hvis han virkelig blev ført hjem – formentlig blev ført til Jelling for at begraves dér; en by, der på det tidspunkt, hvor Adam skrev, havde tabt enhver kirkelig og national betydning.
Til gengæld var det mere opportunt at pege på Roskilde, der på det tidspunkt, da Adam skrev, dannede rammen for Svend Estridsøns grandiose kirkebyggeri. Svend Estridsøn var som bekendt oldebarn af Harald Blåtand og desuden genstand for et ganske omfattende fedteri fra Adam af Bremens side. Sandsynligt er det derfor, at Adam “overtog” skildringen af Svend Tveskægs hjemførsel fra England til Danmark, der er ganske nøje beskrevet i en kilde fra ca 1040. Heri hedder det at Svend, da han døde i England, selv bad om at blive overført til Danmark eftersom han “var hadet af befolkningen (i England), fordi han havde invaderet deres kongedømme.” Ifølge kilderne skete dette også og han blev ført til et kloster, indviet til den hellige Treenighed og begravet der! (I øvrigt formentlig i Lund.) Det ser således ud til, at Adam i hele denne sag var lidt for ivrig med kalkerpapiret.
Nu fortaber det sig naturligvis i tågerne, hvad der virkelig skete med Harald Blåtand. Det sidste vi hører om fra samatidige kilder er, at han i 983 gjorde fællessag med abodritterfyrsten Mistivoj og genindtog Sydslesvig og Hedeby. Lidt senere kilder beretter om den borgerkrig, som udbrød da hans søn Svend Tveskæg i 985 til 86 gjorde oprør mod ham. Helt usandsynligt er det derfor ikke, at han efter at være såret i opgøret med sønnen Svend Tveskæg, faktisk flygtede til Nordtyskland. Dog næppe til Jomsborg (Jumna), som Adam påstår; mere sandsynligt er det, at han søgte ly hos abodritterfyrsten i Oldenburg, der udover at være hans svigerfar altså også var hans nære kampfælle i krigen mod tyskerne. (I øvrigt er det pudsigt, at man ikke præcist kender placeringen af Jomsborg, skønt initiativtagerne til mindegudstjenesten frejdigt har placeret byen i ærkedømmet Szczecin. )
Og helt usandsynligt er det desuden heller ikke, at han efter at være død, som skik var, fik sine ben afkogt i vin, blev pakket i et stykke gyldentøj, omsvøbt med sit bælte og derefter ført til Jelling for at blive begravet dér under kirkegulvet i den første kirke. Det skelet, som i dag er genbegravet under gulvet i Jelling kirke som Gorm den Gamle, udviser nemlig en række karaktertræk, der gør det sandsynligt, at der er tale om en person, som nogen har ønsket at helgenkåre. Dels manglede der en række skeletdele ved selve udgravningen, dels fandt man et lårben, som nogen havde skåret en flis af efter at døden var indtruffet. Er det mon sporene af en tidlig helgenkult?
Når skelettet i sin tid blev identificeret som Gorm den Gamle skyldtes det da også primært ønsket om at forklare, at man aldrig har fundet skeletdele i Nordhøjen, fra gammel tid af kaldet Thyras høj. Men den har man jo altså gravet i så mange gange at tilstedeværelsen af de manglende lig og det ødelagte gravudstyr ikke bør undre.
Desværre er skelettet som bekendt genbegravet under gulvet i Jelling. Det er naturligvis al ære værd, at vi således værner om gravfreden. På den anden side er det altså også lidt ærgeligt. Allerede siden 1980erne er man nemlig som bekendt blevet dygtigere til at lave DNA-undersøgelser, målinger af strontium isotop og meget andet. Det ville være sjovt at vide mere om manden dér.
Alt i alt må man nok sige, at arrangementet i Roskilde bygger på et noget løst grundlag. Men hertil kommer så også spørgsmålet om, hvad for et slags menneske Harald Blåtand i øvrigt var? Var han oprigtig optaget af det kristne evangelium? Eller betød det, at han “gjorde danerne kristne” bare at han støttede op om kirken som institution? Også om disse sager kan vi ikke meget andet end gisne.
Læs om mindehøjtideligheden for Harald Blåtand i Roskilde her.
Læs i øvrigt meget mere her:
Niels Lund: Harald Blåtands død. Roskilde Museums forlag 1998.
Staecker, Jörn: The Concepts of imitatio et translatio: Perceptions of a Viking-Age Past. In.: Norwegian Archaeological Review vol 38, nr. 2, pp. 3 – 28
Krogh, Knud. J: Gåden om Kong Gorms Grav. Poul Kristensens Forlag 1993.
Niels Lund: A Saint Very Nearly Made by Adam of Bremen. In: Jesch, Judith (ed): The Scandinavians. From the Vendel period to the Tenth Century. Boydell 2002.
