Korstog

Hvorfor blev Valdemar sejr gift med den portugisiske prinsesse, Berengaria? Fordi hun var smuk og uimodståelig? Eller fordi det var en naturlig alliance for den danske og portugisiske konge at alliere sig med hinanden i 1214? Og i så fald: Hvorfor var det naturligt? Hvad var baggrunden herfor?

Det er et herligt spørgsmål som umiddelbart skulle forekomme vor tid fuldstændig overflødigt at stille. For hvem ved deres fulde fem ville dog finde på at interessere sig for et kongeligt ægteskab indgået i en fjern og ligegyldig fortid.

Pointen er imidlertid, at svaret på det spørgsmål (og meget andet) har historikeren Kurt Villads Jensen jagtet i over 25 år. Og med rigtig god grund viser det sig nu, hvor hans disputats foreligger.

Gipsafstøbning af Dronning Berengaria © Christian Sand

Svaret er, at såvel Portugal som Danmark på samme tid var massivt engagerede i det korstog, som Paven hjulpet på vej af kirkens højeste teologiske ekspertise etablerede som den kulturelle orientering i perioden fra 1000 – 1250 og som i form af en bred understrøm gennemsyrede datidens religiøsitet, kultur og kunst. Naturligvis var de to kongedømmer ikke unikke heri. Men udover den almene berøringsflade med den almene europæiske korstogs-kultur indtog de to lande en særlig position som perifere grænseegne umiddelbart vendt mod hver sin vilde og hedenske” udmark – henholdsvis muslimerne og venderne. Og det var jo også korstog at bekæmpe dem.

De to kongedømmer delte således ikke kun en overgribende fælles kultur, men var også anbragt i et europæisk skæbnefællesskab, der dikterede en omfattende udveksling af alt fra ideer til prinsesser. Det er i påvisningen heraf at dansk historieskrivning en gang for alle rives ud af sin sublime selvforståelse som guardianen af ”nationens historie”. For hvad er det lige, når datidens mennesker først og fremmest tænkte sig selv som kristne korsdragere vendt mod den barbariske omverden af hedninge – om de så huserede i den sydlige del af den iberiske halvø eller på Rügen sønden om sydhavsøerne?

Det er en fantastisk bog af mange forskellige årsager. For det første river den som sagt danmarkshistorien ud af sin tornerosesøvn. Og det er godt. Men herudover er den også fyldt med en kærlighed til detaljen, der genskaber respekten for andet og mere end de store og vidtløftige teoretiske luftkasteller, der i mangt og meget har ligget som en kvalm dyne henover dansk historieforskning de sidste 40 til 50 år. Tværtom får vi her en historie fortalt, der er spændende, velillustreret og dertil velskrevet. Der er tale om et stort væk om korstogstanken i Danmark og Portugal, men samtidig også en bog, der genopdager den fortællende historieskrivning på en ny måde.

Køb den, læs den og nyd den. Det gøres ikke meget bedre.

Kurt Villads Jensen: Korstog ved verdens yderste rand. Danmark og Portugal ca. 1000 – 1250. Syddansk Universitetsforlag 2011.

Dronning Berengarias fletning © Cristian Sand

PS: Man plejer at kunne tage til Ringsted og se en afstøbning af Berengarias hovedskal og hendes falmede fletning i en montre i et af St. Bendts sideapsider. For tiden er de imidlertid bortfjernet. Skyldes det mon, at ”hun” skal rekonstrueres, sådan som det senest er sket med Svend Estridssøn?