Den indre grænsepost
I dag besøger et rejsehold fra EU grænsen ved Frøslev for at overse, at Danmark overholder Schengenaftalen. På den ene side forekommer det jo helt barokt. For hvad er den forøgede grænsebevogtning vel andet end et stykke grinagtigt symbolpolitik iværksat af det danske havenisse-parti? På den anden side: kan vi virkelig tillade os at ende med at fnise over hele sagen efter at vi alle – og med rette – har været og er tilbørligt oprevne over at blive påduttet det pjat?
Måske er der nemlig en rigtig god forklaring på, at tyskerne er lidt ekstra “prikne” over hele sagen og derfor har haft held med at sætte sagen på den europæiske dagsorden. Og måske bør vi faktisk reflektere mere over den sag. Om nogen ved tyskerne jo hvad det vil sige at leve med en grænse – i landskabet og i sjælen. Trods alt er det kun 22 år siden at en af verdens mest forfærdelige grænser blev sløjfet. Grænsen mellem DDR og Bundesrepublikken.
I hvert fald betragter tyskerne denne grænseproblematik så alvorligt, at de faktisk har lavet et museum, der skal dokumentere livet omkring grænsen, så alle lidelserne ikke skal gå i glemmebogen.
Museet “Grenzhaus” ligger ved Schlagsdorf og er oprettet af en lokal forening, der arbejder for at vedligeholde et fysisk mindesmærke, der kan dokumentere grænsens karakter, herunder de mange landsbyer, der tvangsmæssigt blev revet ned, så det østtyske grænsepoliti kunne overvåge grænsen og frit skyde på grænsegængerne, hvoraf over mere end 1000 døde. Samtidig har foreningen længe arbejdet med at indsamle erindringsstof fra de mennesker, der levede i det særligt overvågede grænseområde.
Ti år efter oprettelsen er det nu lykkedes at få stillet € 1 million til rådighed for museets udbygning og professionalisering. I løbet af de næste to år er det i følge den daglige leder hensigten at få rydtet op og gjort historien mere repræsentativ for hele grænseregionen og ikke kun Schlagsdorf. Samtidig er det hensigten at sætte skilte op på både engelsk og tysk, således at museet bliver bedre til at informere de mange besøgende, der faktisk allerede nu kommer i kraft af museets beliggenhed lige ved det såkaldte “Grønne bånd”. Med det “grønne bånd” forstår tyskerne det tidligere ingenmandsland mellem de to “Tysklande”. Det er i dag er udlagt til en vild oplevelse for alle vandrere og cyklister med mod på at pakke rygsækken og gå på opdagelse.
Selv har vi i øvrigt vores eget grænsemuseum, der minder om den tid, hvor tyskerne ikke skød på hinanden, men derimod skød på os, når vi forsøgte at løbe over ved Kongeåen. I min barndom hørte det stadig med til god opdragelse at komme på sommertur til Skamlingsbanken og Skibelund Krat for at høre historien om hvad en grænse kan gøre ved folk og deres livsudfoldelse. Sådan er det imidlertid ikke længere. Nu er udflugtsmålet Dybbøl Mølle og drømmen om et Danmark til Ejderen, der er sat på dagsordenen.
Måske skulle vi i stedet arbejde for at få anlagt en vandresti langs den dansk tyske grænse? Således som der allerede findes langs den gamle grænse. Og måske skulle vi genoplive møderne ved Skamlingsbanken for at skabe en national fejring af retten til samkvem med “de andre” – sydslesvigere, tyskere såvelsom europæere.
Læs om det “Grønne bånd”
Læs om Grenzhaus Schlagdorf
Læs om Genforeningsmuseet
Og så er der lige et link til endnu et grænsemuseum i Mödlareuth
Også i England - Meerseyside - har de et museum for grænsekontrol – her handler det nu mest om smuglerier.
Eller hvad med at cykle langs den romerske “limes”
