Sildefråds

I juni-nummeret af Skalk fortælles det om ærkebiskop Anselm af Canterbury (1033 – 1109), hvordan han en gang i sit liv havde syndet ved at spise marinerede sild. Men blev trøstet af sin sekretær Eadmer, der kunne fortælle Anselm, at salten havde trukket råheden ud af silden, hvorfor den ikke længere var ”syndig”, hvilket efter sigende trøstede den hellige mand.

Hovedpointen i den lille  artikel er nu, at Anselm – dersom han have spist rå sild – måtte have fået det serveret af vikingernes efterkommere enten i Normandiet eller senere England. Det pudsige med den historie er imidlertid, at vikingerne snarere havde tradition for at vindtørre eller nedgrave end salte deres fisk. Med mindre altså de var bosatte i marskegnene og længere sydpå, hvor der helt tilbage til oldtiden var tradition for at udvinde ”sort salt”. Så hvis det var rå fisk, Anselm i et svagt øjeblik havde nydt, var der vel tale om, at han havde fået det serveret i en af de små fiskerbyer eller havnebyer på enten nord- eller sydsiden af den engelske kanal.

Marineret sild har der dog næppe været tale om. Marinering i betydningen “sukker og eddike-syltet” var nemlig på det tidspunkt endnu ikke i almindelig brug i Nordeuropa. Derimod har der vel været tale om, at Anselm kan have nydt ”rå sild” således som man stadig kan købe dem på havnen i Amsterdam. Dvs. friske sildefileter, der har ligget i saltlage i 1 – 2 døgn og som derefter er skyllet let under en hane og spises som ”hapser” med en snaps til. Hvilket selvfølgelig præcis var den form for ”sushi” sild, som formentlig har været almindelig spise langs hele vadehavet helt tilbage til stenalderen. Oprindeligt bare spist helt rå og saltet af havvandet. Senere saltet med hjemmelavet sydesalt og endnu senere – i min barndom – hvor vi fik ”rå sild” saltet i et døgn og serveret med nye kartofler til. Var der nogen tilbage blev de først derefter marineret, dvs. lagt i en eddike, sukker og sherry marinade.

Men måske skyldes forvirringen her, at man på engelsk skelner mellem ”marinated” og ”pickled”, hvor ”marinated” nemlig betyder ”lagt i afdampet saltvand”, mens ”pickled” betyder ”syltet” og har en noget senere historie. Denne skelnen har vi ikke på dansk, hvorfor ”Skalk” måske har taget fejl, da artiklen blev oversat fra engelsk (Forfatteren Sally Vaughn er professor i middelalderstudier ved Houston University”).

Så som de siger på italiensk, hvor Anselm oprindeligt kom fra – E una bella storia ma non e vera!

Læs artiklen i det nyeste nummer af Skalk (juni 2011)og døm selv. Og husk så også at læse de andre og måske  lidt mere velresearchede historier om prægtigt ringguld og vikingernes bosættelse i England. Især den sidste historie er værd at læse, fordi den fortæller om de forskelligartede fundprofiler, der afstedkommes af de forskellige landes regler omkring brugen af metaldetektorer.  Og her på videnskab.dk  kan man i øvrigt læse en enkelt artikel, nemlig om ”Hvad dragten gemte”.

Opskrift

”Rå sild” efter en opskrift, som min morfar samlede op på kajen i Rotterdam i 30erne: Man tager et pund optøede friske sildefileter, der har været dybfrosne i 48 timer,  blander 1 dl. salt og 1. dl. sukker og gnider dem hermed og lader dem ligge i køleskabet i et døgn. Herefter skylles de let under rindende koldt vand, hvorefter skindet nemt kan trækkes af. Kartoflerne serveres på et fad med rigelig frisk dild strøet henover og med nye kartofler til.

NB: Husk at nedfryse sildene, da det dræber parasitter, fiskeorm osv.